Grundlæggende er stress en naturlig biologisk reaktion, som gør dig i stand til at kunne yde en ekstra indsats i pressede reaktioner. På kort sigt kan en stressreaktion være hensigtsmæssig, eksempelvis hvis du befinder dig i en potentielt farlig situation. Men vedvarende stressårsager kan bringe din krop i en længerevarende stresstilstand, og det vil tære på kroppens ressourcer. På sigt vil det være skadeligt for dig.
Stress opleves individuelt, ligesom årsagerne bag kan være forskellige og kan udløses af arbejdsforhold såvel som af omstændigheder i privatlivet.
Typiske stressårsager kan være…
- ubalance mellem krav og forventninger fra dine omgivelser, og de ressourcer du oplever at have til rådighed
- mangel på indflydelse
- mangel på social støtte, tillid og retfærdighed
- mangel på meningsfuldhed i arbejdslivet
- større livsændringer eller andre belastende omstændigheder (f.eks. sygdom, flytning, skilsmisse, arbejdsløshed)
- værdikonflikter
Det er vigtigt at slå fast, at alle kan rammes af stress.
Det er nemlig individuelt, hvordan vi vurderer vores egne evner til at mestre og håndtere en presset situation, og derfor er det også individuelt hvor meget pres der skal til, før den enkelte føler sig overbebyrdet.
Læs mere om hvilke stresssymptomer du skal være opmærksom på i undermenuen ”Er du stresset.”