Min baggrund
Jeg er oprindeligt folkeskolelærer, og gennem de sidste 10 år har jeg dannet og uddannet udskolingselever til deres videre færd i livet. En personlig livskrise bragte mig sidst i 20’erne ind i et stressforløb med en sygemelding, som inviterede til en grundig soulsearch i jagten på at finde ud af, præcis hvad der kunne skabe balance og livskvalitet i min tilværelse.
I forløbet genfandt jeg især min naturglæde. Og jeg oplevede, hvordan naturen kan agere som et spejl for vores sindstilstand og ofte ganske ubesværet bringer os de svar, vi søger. I naturen fandt jeg styrken igen og min egen indre kerne. Den dag i dag er naturen stadig min kilde til ny energi, til klarhed i sindet og mit lykkefix.
På den baggrund valgte jeg at uddanne mig som stresscoach og naturbaseret coach. Og her i 2017 har jeg afsluttet min uddannelse som certificeret naturterapeut. En terapiform, hvor naturen inddrages i et psykoterapeutisk forløb.
Jeg ved fra mit eget stressforløb, at når sindet er i ubalance, så er kroppen det også. Derfor arbejder jeg holistisk; dvs. med begge dele for øje. For at understøtte dette, har jeg taget kurser i releaseteknikkerne ”stress-, spinal- og organrelease”, som er en blid og smertelindrende behandlingsform, der afspænder muskler, hinder og sener, og bringer bevægelsesfriheden tilbage i leddene. Hver onsdag står jeg derfor i klinikfællesskabet “Den glade krop”, hvor jeg giver kropsbehandlinger – også gerne i samspil med stresscoachingsamtaler.
Udpluk fra mit CV
- Stresscoachuddannelsen v/Bjarne Toftegård
- Kursus i Nature Based Coaching v/Nanette Kant (Portugal)
- Stress Release terapeut v/Center for kropsbevidsthed
- Spinal Release terapeut v/Center for kropsbevidsthed
- Certificeret Naturterapeut v/Human Education Group
- Masteroverbygning i Familie- og parterapi v/Human Education Group
- Under uddannelse til Dynamisk psykoterapeut v/Human Education Group (færdig 2019)
- Indehaver af Mindtrail.dk
- Medindehaver af Nordic Stress Management IVS