Jeg er normalt ikke tilhænger af quick-fixes. I hvert fald ikke når det gælder selvudvikling. Men jeg har over de seneste måneder gjort brug af et lille trick, som jeg må indrømme er så simpelt og samtidig så effektfuldt, at jeg føler, det fortjener lidt opmærksomhed her.
Det handler ganske enkelt om, at jeg har kreeret et mentalt fristed til mig selv – udelukkende i tankerne. Et såkaldt ”Happy place.” Super simpelt, men at fremkalde stedet i mine tanker er blevet min direkte billet til ro i kroppen. Og rejsen derhen tager kun et par sekunder! Lyder det godt? Så læs videre her, og få bl.a. en guide til, hvordan du skaber dit eget mentale fristed.
Egentlig er de bagvedliggende psykologiske principper ikke noget nyt og banebrydende. Ideen bunder bl.a. i positiv psykologi, og måske har du allerede prøvet den øvelse, der går ud på, at du ved sengetid giver dig tid til at genkalde dig 3 gode minder fra dagen, der er gået. Eller at du tænker positive tanker, hvis du befinder dig i en forsamling, hvor negativitet og dårlig stemning tynger. Der findes utallige tilsvarende øvelser, der har til formål at booste dit humør og fungere som en katalysator til at ændre negative tankemønstre. For at opnå den største virkning, skal disse øvelser ofte udføres dagligt og over en længere periode. Det kan være meget effektfuldt og livsændrende, men det kræver viljestyrke og en målrettet indsats, før det giver udslag.
At bruge et ”Happy place” kræver blot, at du bruger lidt energi på at få det skabt. Når du først har et, kan det uden det mindste besvær hives frem, når du finder det nødvendigt. Som en iltmaske eller en lille inhalator, du hiver op af lommen, når du trænger. Når din krop er anspændt og stresset. Når noget gør ondt – i livet eller rent fysisk. Ved tandlægen. Når du har brug for en mental pause. Når du bekymrer dig. Når du venter på bussen. Når du skal falde i søvn. Eller bare fordi det gør godt!
Jeg kommer sådan til at tænke på den gamle film- og musicalklassiker, The Sound of Music. Du ved, den de altid viser på tv i juledagene J Her synger barnepigen Maria sangen ”My Favorite Things”, for at berolige alle Von Trapp-børnene under et voldsomt tordenvejr:
When the dog bites, when the bee stings
When I’m feeling sad
I simply remember my favourite things
And then I don’t feel so bad
Faktisk er det påvist, at underbevidstheden ikke kan skelne mellem en meget levende visualisering og en virkelig sanseoplevelse! Så når børnene og Maria drømmende genkalder sig ”crisp apple strudels” og ”silver white winters that melt into spring,” så oplever hjernen det rent faktisk og kvitterer med velværefølelse. Ikke helt dumt, hvis man skal berolige sig selv!
Tankemylder er for mange en af de største stressudløsere. Bekymringstanker om hændelser i hverdagen eller om noget nært forestående, der fylder hovedet i tide og utide – og meget ofte, når du skal sove. Alt det du fik sagt og ikke sagt i en svær situation, alt det du bare ikke nåede eller skal huske at nå i morgen. At kunne gå til sit eget sted, som er indrettet med ro og kærlighed, er et konkret redskab, der bevidst slukker for strømmen af bekymringstanker. Men misforstå mig ikke: Dette handler ikke om at undertrykke eller fortrænge negative tanker, ligesom der heller ikke er tale om drømmerejser i underbevidstheden! Du kommer heller ikke til at flyve af sted til Ønskeøen på en sky af vat, bare fordi du tænker glade tanker. Det handler derimod om bevidst at skifte til et mindset, hvor du mere proaktivt kan håndtere din måde at forholde dig til stressende eller ubehagelige situationer. Og det handler om at blive god til at lytte til din krop og bringe den i ro, når den går i alarmberedskab.
Men hvordan gør man så? Hvordan skaber du dit helt eget ”Happy place”? Først vil jeg fastslå, at et ”Happy place” ikke nødvendigvis behøver at være et konkret sted. Det kan lige såvel være helt bestemt en situation, som fremkalder noget positivt i dig. Derfor er et ”Happy place” heller ikke nødvendigvis et scenisk smukt sted, ligesom det heller ikke udelukkende kan være et smukt sted uden de tilknyttede følelser af glæde og ro.
Jeg vil nu beskrive to forskellige tilgange til, hvordan du kan skabe dit eget sted:
1. Det mentale ”screenshot”
Denne metode til at skabe et ”Happy place” bygger på en faktisk oplevelse af det pågældende sted. Det vil sige, at du på et tidspunkt HAR befundet dig på stedet eller i situationen, og følt glæden ved at være der. Mit eget ”Happy place” er opstået sådan. På en bakketop ved Røsnæs, hvor jeg følte en ganske særlig glæde og styrke, og hvor jeg fik nogle dybe erkendelser. Det var altså ikke bare et smukt sted, men der var særlige følelser knyttet til at sidde netop der. Scenariet og følelsen er helt individuel – ligesom det er individuelt, hvad vi hver især glædes ved. For nogle kan det måske være en situation, hvor hele familien er samlet til middag omkring bordet, i sommerhuset eller er på ferie. Og for andre igen kan det være at suse ned ad løjpen på nyfalden sne. Så næste gang du oplever et ganske særligt øjeblik, hvor du føler dig i flow, lykkelig, i zen eller særligt stærk, så sørg for at ”gemme” oplevelsen som et visuelt minde, med de tilhørende følelser som vedhæftning. Du behøver ikke vente på, at en sådan situation opstår. Måske har du allerede oplevet det? Så er det bare om at grave øjeblikket frem i hukommelsen. Det vigtigste er dog, at du forsøger at huske så mange detaljer som muligt og bringer alle sanser i spil i mindet: Hvordan var temperaturen? Farverne? Duftede der af noget? Hvilke lyde kunne du høre? Havde du noget i hænderne? Få alle detaljer med, så din visualisering bliver så præcis, og dermed så brugbar, som muligt. Eksempelvis visualiserer jeg altid solens varme, vinden mod huden, refleksionerne på havet og duften af merian i græsset, hvor jeg sad. Du kan med fordel skrive hele scenariet eller oplevelsen af dit minde ned, så du husker det bedre.
2. ”Byg-selv”-metoden
Kan du ikke umiddelbart erindre en egnet situation, der kan fungere som dit mentale fristed, så kan du med fordel skabe et selv. Nu er det tid til at lade ønskedrømmen få liv! Du kan visualisere hvad som helst, uden at du behøver begrænse dig til realiteter eller fysiske love. Til eksempel kan du sagtens skabe et rum, hvor du sidder og kæler med din elskede afdøde kat, der spinder af lykke, og hvor lige præcis den chokoladekage, du fik på cafeen i Wien i 2010, duftende står klar til at fortære ved din side. Og hvor omgivelserne er ikke din stue, men den norske fjeldhytte, du altid har drømt om. Reglen er blot, at det skal virke for dig! Du skal kunne mærke smilet på læben, sommerfuglene i maven og/eller den fuldendte ro i kroppen, når du visualiserer dit sted. Sansemæssigt skal du også gøre dig grundigt umage her: Tag dig god tid til at visualisere, hvordan omgivelserne føles, dufter, smager og ser ud. Tilføj så mange detaljer til stedet som muligt. Det vil gøre det lettere at finde ind til den kernefølelse, du gerne vil opnå, ved at gå ind i rummet.
Jeg vil slutteligt råde dig til følgende: Vent ikke med at finde/skabe dit sted, til den dag, du rent faktisk har brug for det! Skab det nu og gør det i stedet til en vane at gå derind, også i hverdagen. Brug det til at opretholde et positivt mindset, i stedet for at begrænse det tilat være en forsvarsmekanisme – noget du kun hiver frem, når du vil bekæmpe negative tanker og følelser. Når du ofte er opmærksompå din egen indre lykke, uanset situationen, bliver det også med tiden lettere at blive i den.
God fornøjelse – må du tage mange rejser til dit fristed!
– og del meget gerne i kommentarfeltet, hvordan netop DIT “Happy place” ser ud.