Jeg kan ikke lade være. Jeg skrev allerede om det i mit velkomstindlæg. At naturen bringer os de bedste rammer for at finde roen i os selv. Japanerne ved det. PTSD-ramte krigsveteraner ved det. Videnskaben har ligeledes opdaget det og påvist det. At færden i naturen har en positiv indvirkning på vores generelle trivsel og i særdeleshed på stress. At det ligefrem kan være stressforebyggende at tage sig en skovtur. Netop dette emne føler jeg en trang til at forfølge nærmere i dette indlæg. For som stresscoach, og som tidligere stressramt, undrer det mig, at naturen ikke er noget af det første, som udskrives, ordineres og udbredes til de mange tusinde mennesker, der knækker under presset, eller som er lige på randen til at gøre det. Hvorfor er denne viden ikke mere udbredt? Indarbejdet i virksomhedernes pauseprogram og i skolernes ugeskema? For det er jo så simpelt – og så vigtigt!
Jovist blev naturen da nævnt under min uddannelse til stresscoach. Det blev pointeret hvordan mild fysisk aktivitet har en positiv virkning på en stresset krop, og at en gåtur ved strand eller skov er særligt effektfuldt. Men naturen blev præsenteret som et tilvalg. Et forslag til afstressende aktiviteter. Hvis du er ”en af dem, som har lyst til det eller mener, at det kan gøre dig godt at gå i naturen.” Ikke som den største selvfølge af dem alle, når det kommer til forebyggelse og hjælp mod stress.
Undersøgelser viser, at den enkelte dansker generelt anser naturen som værende vigtig for dem – men vi kommer der bare ikke særlig tit! Faktisk mener halvdelen af alle voksne danskere, at de ikke bruger naturen så meget, som de gerne vil. Og spørger man dem hvorfor, svares der: ”Jeg har for travlt,” eller ”Der er andre beskæftigelser, jeg prioriterer højere.” Sammenholdt med antallet af stressramte på arbejdsmarkedet er dette for mig et ultimativt billede på, at accelerationen i samfundet er kørt af sporet. At præstationskulturen og ja-kulturen, får os til at føle skyld, hvis vi ikke konstant foretager os noget produktivt og nyskabende på vores job, i vores privatliv eller med vores helse. Og når vi er ude i naturen skal det brandes på de sociale medier, hvor seje vi er til at “overleve i det primitive”, eller at ”nu er vi ude og slappe rigtigt af!”. Det er ikke tilstrækkeligt at tage ud og bare ”være.”
Mennesket, som art, hører til i naturen – vi er født i naturen og har gennem generationer udviklet os her. Dog har vi gjort vores ypperste for at fjerne os fra den. Vi har adskilt os fra naturen og fra hinanden, bosat os i separate lejligheder blandt bilos og beton, hvor vi sidder med en længsel efter samhørighed. Er det måske en længsel efter at blive genforenet med vores tidligere selv? At høre til i naturen igen? Eckhardt Tolle har udtrykt det således: ”Vi har glemt, hvad klipper, planter og dyr stadig ved. Vi har glemt, hvad det vil sige at være stille, at være os selv, at være, hvor livet er: her og nu.” Jeg siger, at vi har glemt vores naturlige hjem.
Naturen bringer os tilbage til en fundamental, menneskelig måde at eksistere på. Den stiller ingen krav. Har ingen forventninger. Du finder bedst dig selv, ved at gå derud, hvor du ikke behøver være noget som helst. Sådan lyder et klogt ordsprog. For mit eget vedkommende føles et besøg i naturen som en nulstillen. Back to basics. Bare væren i og med naturen. Når denne følelse har indfundet sig, så begynder optankningen. Som om en usynlig grøn slange suger sig fast på mit legeme og fylder på med ro, energi og positive tanker. Mit indre bliver fredfyldt og mine tanker skarpere. I Japan har denne følelse et navn: Det kaldes for ”Shinrin-Yoku” – et ”skovbad.”
Japanerne har fattet det: At tage sig et skovbad anses for essentielt i sundhedsforebyggelse og helbredelse inden for japansk medicin. Et skovbad indebærer, at man bevæger eller sætter sig blandt træerne og tager skoven ind med alle sanser. Efter bare 20 minutter vil dit niveau af stresshormonet cortisol have sænket sig med næsten 15 procent, ligesom effekten kan spores i dit blodtryk, din hjerterytme, dit immunforsvar og din koncentrationsevne. Nå ja, og på dit humør.
Når naturen ryger ud, ryger den ødelæggende stress ind – men tænk en gang, at kuren er så simpel. Og ikke blot simpel, men måske direkte nødvendig? For din trivsel. For hele dit velbefindende. Så burde du ikke snart slukke mobilen, gå offline og tage hjem? Ikke til nullermændene, Netflix og Nettokøen. Men hjem til naturen og til dig selv?
